Sommeren 2020 har været noget anderledes, end vi har været vant til de andre år. Det skyldes naturligvis den verserende Covid19-pandemi, der stadig raser i hele Verden. Ikke desto mindre synes jeg, at folk har fået det bedste ud af ferien, selvom det ikke har været det samme. Bevares, der har naturligvis ikke været lockdown, og da både grænser og forlystelsesparker har været åben, har det naturligvis også bidraget med en større normalitet, end hvad vi befandt os i fra marts og til start juni. Alligevel tror jeg, at alle har haft en anderledes sommerferie, fordi tanken og bevidstheden om Corona, afspritning og afstandstagen har ligget hos os alle. Og med god grund. Efter sommerferien begyndte smittetallet at stige igen, og det viser, at vi er langt fra ovre Covid19-pandemien. Ja faktisk langt fra. Derfor skal vi blive ved med at tænke os om, holde behørig afstand og spritte af. Så vi passer på os selv og hinanden.